Angst

Angst kan komme til udtryk på mange forskellige måder.
 
Nogle gange er der tale om en overdreven tendens til bekymringer, hvor du f.eks. har en konstant frygt for, at du selv eller andre af dine nærmeste kommer til skade eller bliver syge, at du mister dit job, kommer ud i situationer som du ikke kan klare eller andet. Dette kaldes indenfor psykologfaget for Generaliseret Angst (GAD) og er kendetegnet ved, at dine bekymringer kan knytte sig til mange forskellige aspekter af livet. Typisk vil generaliseret angst over tid udvikle sig til også at blive til bekymringer over bekymringerne, som f.eks. hvad er der galt med mig, hvorfor bliver jeg bare ved og ved med at tænke på alt, hvad der kan gå galt.
 
Bekymringerne er ikke realistiske , men alligevel fylder de meget, er udmattende, og du har en oplevelse af ikke selv at være i kontrol over det.

Andre gange kan angst handle om mere specifikke ting - det kan f.eks. være højdeskræk, ekstrem angst for edderkopper eller lignende. Dette kaldes for en fobi.
 
Derudover er der andre former for angst, som f.eks. panikangst, der knytter sig til pludselige angstanfald i specifikke situationer eller social angstder opstår når man er sammen med andre.
 
Fælles for angsttilstande er symptomerne - de kan variere i intensitet og hyppighed, men tager deres afsæt i nedenstående:
  • Nervøsitet og uro i kroppen
  • Anspændthed
  • Rysten
  • Hjertebanken og høj puls
  • Smerter i brystet
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Svimmelhed og kvalme
  • Uvirkelighedsfornemmelse
  • Mundtørhed
  • Prikken/ eller "dødhedsfornemmelse" i fingre og tæer
  • Svedeture eller kuldefornemmelser
  • Grublen/bekymringer
  • Rastløshed/vanskelighed ved at slappe af
Heldigvis kan langt den meste angst behandles. Du kan få værktøjer, således at det bliver sjældnere og sjældnere, at du oplever det og at de enkelte episoder reduceres i intensitet og varighed.
Mette Bentzen/Mimers Loft | CVR: 27059341 | Østergade 9B,, 4700 Næstved - Danmark | Tlf.: 3112 4641